Enggaarden

Her i Halkær Ådal ligger ENGGAARDEN – en lille perle af en naturejendom med mark, eng og mose. Gården ligger med ryggen til byen og med mark, eng og mose på de tre andre sider.

I denne idyl bor vi – Flemming og Anna Grethe .

Da vi gik på arbejde, tilbragte vi tiden herhjemme med at få mest mulig nydelse ud af gårdens natur.

Anna Grethe luftede fluestangen i Halkær Å, som snor sig forbi engen og mosen. Her i vor herres egen natur sætter hun mange ting på plads, når hun kaster fluen. Flemming er aldrig blevet fascineret af fluefiskeriet på samme måde, men er god til at binde fluer.

At ørrederne måske ikke bider så meget, gør ikke noget – siger hun –  for man fanger sin sjæl, når man sådan står midt i naturen og bliver et med den.

Verden kan godt være træls og ubehagelig, men når vi kommer hjem til dyrene, får snakket lidt med dem og kløet dem lidt bag ørerne, så får vi ro i sindet. Det er ikke altid, dyrene vil det samme som os, men med lidt tålmodighed må de til sidst erkende, at på ENGGAARDEN bestemmer Flemming, og det har han lov til – siger han.

Hans kreative side kommer ud, når han kører rundt og arbejder med sin traktor, for en traktor, der kan det hele, må man have, når man skal passe sådan en gård. Eller to traktorer, hvis den ene skulle gå i stykker. En overgang havde han faktisk tre, og en gang var de i aktion alle tre. Først sad en fast i mosen, så to, og så skulle der jo bruges en tredje til at få de to første fri af “sumpen”.

Ind imellem alt det andet kører han rundt og graver huller. Engang imellem kører han selv i et hul, som han så må bruge lidt teknik for at komme op af igen. .

AG! ja, hvad laver hun ud over at fiske. Jo, her i Vegger holder hun os alle i ørerne – både dyrene og Flemming, men mest af alt passer hun høns, have og sine drivhuse  og alle de mange, mange opgaver, som kan være trælse, men som jo skal laves.

Da hun blev pensionist på fuld tid i 2019, fik hun den ide at lave skilte til en hel masse gamle huse i Vegger. Skiltene fortæller, hvad der har været i husene af håndværkere og butikker i den tidligere så aktive stationsby.

Som om den godt 100-årige lange historie ikke var nok, har hun også fået lavet syv store skilte, der fortæller om hele områdets historie helt fra den ældste stenalder for 10.000 år siden og til i dag.

 

Mortensen elsker de dage, hvor det bare kører derudaf med at slå græs.
Jon Christensen satte selv det allerførste skilt på eget hus på adressen Algade 4.
Det syvende store skilt under det gamle asketræ på Købmandstorvet peger ind i en fremtid med fokus på natur og bæredygtighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *