Sidste år i maj mistede jeg alle mine seks høns og hanen Alfred. Mikkelline havde fået fem hvalpe, hun var desperat i jagten på mad og overdrev en smule, da hun slog alle vores syv hønsebasser ihjel. Det skete en sen aften, mens jeg var til fest og en anden skulle have lukket for hønsegård og hønsehus.
Længe stod det fine hønsehus tomt. Det var praktisk i forhold til mange andre gøremål over sommer og efterår. Først sidst på året købte min søn og svigerdatter 24 forskellige æg i Nordjylland. 22 uger senere kom der seks vidunderlige kyllinger ud af det.
De fik selvfølgelig navne, da vi fik indkredset deres køn. Heldigvis var der kun én hane. Han fik navnet Bjarne (noget med B, fordi den første hed noget med A (Alfred) og tegnede til at blive et pragtfuldt dyr. Han passede hurtigt så fint på Marengs, Plette, Prikke og Topsy og Vopsy. Lidt senere fik vi dværghønen Fru. Hylle (fra Hyllebjerg), fordi vi troede hun var skruk. Hun lagde et eneste æg og indgik derefter som sidste-høne i hierakiet.
Så vidt så godt, men Bjarne voksede til, og det gjorde hans hidsighed også. Han antog efterhånden mig som sin arge modstander og udfordrede til hanekamp, når jeg viste mig i hønsehus og -gård. Da de en dag fik lov at gå frit i urtehaven, kom han stormende bagfra og angreb mit ene ben.
Det var godt nok trist, ganske trist, men jeg skar selv hovedet af ham, plukkede og skoldede, mens Flemming tog indmaden ud. Det er jo ham, der er gammel bondemand, altså Flemming.
Det er jo også derfor, man har høns… og haner. Der blev stegte lår og vinger en dag, fire liter suppe, tarteletter til to dage og “kyllingebryster” i fryseren til senere… exit Bjarne.
I stedet købte jeg en ung Australorps hane og to tilhørende unge høner fra en privat hønseentusiast i Salling. Han hedder Calle, altså hanen, (den tredje i rækken) og er han er det venligste væsen., næsten som salige Alfred, og han passer så fint på hele flokken …. og på mig. Endelig er der ro på hønsefronten igen…. og de lægger æg nu i lange baner og i fire forskellige farver.