Den selvforsynende have

Nu bliver det aldrig smukkere….

Det har vi sagt til hinanden mange gange, når haven og hele naturen ånder fred og fordragelighed, ofte i slutningen af maj og begyndelsen af juni. Alt står så fint med løfte om glæder og rigeligt udbytte hen over sommeren.
Intet er mere dejligt end alle drømmene, der bliver sået og forspiret indendørs til urtehave og drivhus.

Anne Grethe flyttede ind på Enggaarden 17. maj 2010, men der gik tre år, før den første lille firkant af græsplænen blev forvandlet til urtehave. Siden er der hvert år sneget sig en lille stribe mere med, for der er altid ønsker om en række mere, en afgrøde ekstra og lidt flere af den slags. Den største glæde er at gå ud i have og drivhus og finde sin egen frokost og aftensmad.

Vandkanden har tilhørt Anna Grethes far Hans Frederik, der var gartner. Som lille slæbte hun af sted med den ret tunge tingest, men hun ville hjælpe med det hele. På Enggaarden gør kanden stadig nytte.